Béla Bártok:
Hertug Blåskægs Borg -
A kékszakállu herceg vára

Folkeeventyret om Hertug Blåskæg, som den franske forfatter Charles Perrault har nedskrevet, indeholder materiale, der har dannet forlæg for opera, teater, film (Silence of the Lambs) og litteratur i metervis.
Bartóks ven, digteren Béla Balázs har skrevet en fantastisk libretto, som Béla Bartók formåede at sætte så præcist og stærkt musikalsk i scene, at man bliver fanget i det psykologiske drama fra start til slut.
Dette er en historie om det arketypiske forhold mellem den kvindelige nysgerrighed efter at forfølge rovdyret og prøve at forstår dets adfærdsmønster. Der er en pris, der skal betales, når denne naivitet bliver fanget i rovdyrets net. Det er et kønpsykologisk drama med mange skjulte elementer, som undervejs bliver afdækket, og som i deres yderste konsekvens kan føre til den fatale udvikling af en seriemorder.
Operaen blev komponeret i 1911, men blev først uropført i Budapest i 1918 efter flere omarbejdelser. Vores opsætning i Bartóks version for klaver og orgel er baseret på et computerstyret scenografiunivers, som skaber de syv forskellige rum. Operaen synges på ungarsk. Publikum vil via lysdesign og sceneunivers kunne følge med i handlingen.

Medvirkende:
Radmila Rajic Njue - sopran
Lars Fosser - bariton
musikalsk ledelse: Tamás Vetö
lysdesign: William Villadsen
pianist: Galya Kolarova
orgel: Henrik Metz

Handlingen:
Seriemorderen Hertug Blåskæg gifter sig med den unge Judith. Hun aner ikke, at han tidligere har slået sine tre koner ihjel. Judith fornemmer dyster og kold stemming i slottet, hun vil bringe lys og varme ind og gøre slottet til deres elskovsrede. Men Hertug Blåskæg holder mere af sit indelukkede mørke slot end det klare lys, som Judit i sin angst længes mere og mere efter.
Judith er nysgerrig – hun kan ikke modstå de 7 låste kolde døre og åbner dem én efter én - og finder rædsler bag hver eneste:
Den første dør afslører et torturkammer med væggene sølet til med blod. Bag dør nummer to finder Judit slottets våbenkammer med blodige våben. Døren nummer tre gemmer på et bedårende gyldent kammer, men alt guld er plettet af blod. Bag dør nummer fire åbenbares en smuk have, men de hvide roser er blodplettede, og jorden dækkes af en blodpøl. For hver dør Judith åbner, bliver lyset på slottet stærkere. Da hun åbner dør nummer fem, blændes hun af det stærke lys, der pludselig omstråler både hende og Hertug Blåskæg. Det bryder Hertug Blåskæg sig ikke om.
Bag dør nummer seks ser hun store floder af Hertugens tårer, og lyset svinder langsomt.
Blåskæg beder hende indtrængende om ikke at åbne den sidste dør, men Judith må fortsætte: alt det blod, hun har set, har overbevist hende om, at Blåskæg - som rygtet siger - har myrdet sine tidligere hustruer. Hun åbner dør nummer syv, og ud træder tre tidligere koner i alt deres pragt. Blåskæg siger, at de er udødelige, og at han skylder dem alt sin rigdom og magt. Den første hustru fandt han ved morgengry, den anden ved middagstid og den tredje ved solnedgang. Judith er midnat. De tre koner giver hende en kappe på og fører hende igennem den syvende dør.
Døren lukker sig.
Herefter proklamerer Blåskæg, at alt vil blive mørke.

Forestillingen er med i Statens Kunstråds garantiordning.
Se de nærmere betingelser her

Billeder fra forestillingen: